Rikke Vestergaard
Deltager i Miss Danmark 2018
Placering/Titel: Top 30 Finalist og vinder af "Miss Congeniality" titlen.
CASTING
Mit navn er Rikke Vestergaard. Jeg deltog i Miss Danmark 2018, hvor jeg var blandt Top 30 og vandt titlen som Miss Congeniality. Sidste forår besluttede jeg mig endelig for at sende en ansøgning til Miss Danmark efter flere års overvejelser. Jeg havde længe fulgt med og efter at have siddet klistret til skærmen, da Miss Perfect blev sendt, besluttede jeg mig for at give det et forsøg. Til castingen følte jeg mig som Bambi på glatis idet, jeg trådte ind til Miss Danmark teamet. Jeg har aldrig været tryg ved at skulle være midtpunkt, så det var en kæmpe udfordring for mig at skulle ind og præsentere mig selv. Jeg blev dog hurtigt tryg i situationen alligevel. Alle fra teamet var søde, glade, imødekommende, smilende og anerkendende, selvom jeg garanteret også har lignet Bambi på glatis i stiletter. Jeg blev ovenud lykkelig, da jeg en måneds tid efter castingen fik meddelelsen om, at jeg var en af de 30 finalister til Miss Danmark 2018.
BOOTCAMPS
Hele sommeren blev der afholdt bootcamps, hvor alle lærte hinanden at kende, der var træning i catwalk og poseringer samt taler foran andre. Der blev afholdt en masse delkonkurrencer, og flere af de tidligere finalister samt mentorteamet fortalte om deres erfaringer, gav gode råd og motiverede os til at gøre vores allerbedste. Jeg fik flere gange overskredet mine grænser gennem bootcampforløbet. Jeg fik bl.a. overvundet min højdeskræk til Miss Sport, som blev afholdt på Svanemøllen Kaserne. Velgørenhed er en stor del af Miss Danmark. I forbindelse med en af vores bootcamps blev der afholdt Charity Dinner, hvor der blev indsamlet til "Familier med kræftramte børn". Det var en fantastisk aften, hvor vi som finalister fik lov at prøve at skabe opmærksomhed omkring noget betydningsfulgt. Herudover havde alle finalister hver deres Charity project at arbejde på. For mig var det helt magisk at få lov at få muligheden for at være med til at gøre en forskel for andre, og det var bl.a. en af grundene til, at jeg meldte mig til konkurrencen.
En anden grund til, at jeg følte, at det var det helt rigtige for mig at melde mig til Miss Danmark, er, at der er plads til alle. Jeg har med mine 160 cm altid følt mig meget lille og min modeldrøm blev sat på stand-by, da jeg i 6. klasse stoppede med at vokse. I Miss Danmark er der plads til alle former for skønhed uanset højde, drøjde eller farve. Der er plads til at alle finalister kan have hver deres personlighed. Jeg ville enormt gerne vise omverden, at man sagtens kan have en prinsessedrøm, selvom man til daglig er en sneakerpige, der elsker naturen, sport og byg-selv. Netop denne alsidighed, synes jeg personligt er noget helt unikt ved Miss Danmark-konkurrencen. Gennem hele forløbet bliver alle tættere og tættere med hinanden. Man føler hurtigt, man bliver en del af Miss Danmark-familien. Alle os finalister sov på kryds og tværs hos hinanden, når vi ikke overnattede på Hotel Adina Copenhagen eller Stay Copenhagen. Vi brugte enormt meget tid på at hjælpe hinanden, motivere og tøsehygge.
FINALESHOW
Finaledagen fløj af sted! Vi blev forkælet hele dagen med lækker mad, styling af både makeup og hår af et kæmpe stort team, der sørgede for, at alle blev sceneklar. Der var så mange følelser hele dagen. Både glæde og nervøsitet. Det var en fabelagtig dag og aften med alle finalister, mentorteam, stylister, tilskuere, familie og venner, der alle støttede os gennem hele aftenen. En aften jeg bestemt ikke ville være foruden.
ANBEFALING AF MISS DANMARK KONKURRENCEN
Jeg vil til enhver tid anbefale at deltage i Miss Danmark. Jeg har lært enormt meget om mig selv gennem forløbet. Jeg er blevet mere modig og selvstændig og tror meget mere på mig selv, og de værdier, jeg har. Jeg kan agere professionelt og kan takle at skulle tale i større forsamlinger. Jeg har fået et endnu større indblik i vigtigheden af at hjælpe andre, når man kan. Alt i alt har konkurrencen beriget mig med en masse egenskaber, jeg er enormt taknemlig for at besidde i dag. Jeg er enormt glad for, hvordan alle fra Miss Danmark-teamet tog imod os finalister, og hvordan de agerede gennem hele forløbet. Gennem hele forløbet var der hele tiden opbakning og rosende ord fra både Lisa Lents og resten af mentorerne både under catwalktræningen og til delkonkurrencerne. Hver gang nogen kom ud af deres komfortzone, var der altid omsorg og støtte både fra mentortemaet og blandt resten af finalisterne. Det var tydeligt at mærke, at trods til tider hårde udfordringer og ømme fødder, så ville mentorteamet os det allerbedste, så finaleaftenen i sidste ende blev en aften, vi aldrig ville glemme.