Miss Tourism Queen Int. 2011 Day 7

 

Stramt program efterfulgt af nyt hotel!

I dag skulle vi temmelig tidligt afsted, i hvert fald ifølge planen.. Men som altid var der nogen som åbenbart stadig ikke kan klokken, så da vi alle sammen stod klar i lobbyen til at køre, kom de valsende ned for at spise morgenmad. Det er møg irriterende, men det bliver i den grad også bemærket og noteret!

Vi kørte i temmelig lang tid, præcis hvor længe ved jeg ikke, for jeg havde taget mine natbriller med i bussen, så jeg sov på vejen. Jeg har ikke følt mig helt ovenpå siden i går, og da vi kun fik 3-4 timers søvn i nat, må jeg udnytte de minutter jeg kan få i løbet af dagen ;o)

Først ankom vi til en granatæble plantage hvor vi skulle plante et træ for fremtiden. Vi blev parret med en af dem som arbejdede på plantagen og plantede sammen træet. Herefter skrev jeg mit navn og dato på et lille kort, som skal blive siddende på træet, sådan at hvis jeg eller min familie en dag kommer forbi, eller andre for den sags skyld. Så kan de se at det er mig der har plantet det træ ;o) Herefter fik vi lov at smage granatæbler fra plantagen samt en speciel granat æble eddike, som de producerer heraf. På plantagen gik en kina-julemand rundt med en stor sæk, og delte de hersens røde dimser ud, som man også får på kinesiske restauranter. Det er et objekt som efter sigende skal gøre mig rig, så det tager jeg med hjem og hænger i Nikolas og min nye lejlighed! Jeg havde faktisk engang sådan én, som jeg fik af min folkeskole-kæreste, men den rev min kat i stykker, så jeg – og nok også min bankrådgiver – er glad for at jeg har fået en ny.

Inden vi tog videre, fik vi en fin gavekurv med 2 granatæbler, samt en mystisk lille rundt blommelignende frugt, som jeg ikke har set før (Jeg som ellers var sikker på at jeg havde smagt alle frugter der fandtes) jeg har prøvet at google den, men jeg ved desværre ikke hvad det er endnu.

Vi skulle heldigvis kun køre ca. 15 minutter, indtil vi kom til næste destination som var et spa hotel. Her fik vi en super lækker frokost, jeg spiste dog ikke ret meget da jeg havde lidt kvalme og fik det skidt af tanken om at hvis jeg fik for meget indenbords, så skulle jeg ud på de ikke vestlige toiletter, og dem er jeg ikke spor begejstret for. (red. Et hul i jorden! og skov-skider stilling til et 12-tal!)

Herfra kunne vi gå ned til selve spa området, som var bygget oven på naturlige varme kilder. Jeg havde det virkelig skidt, men måtte finde mit bedste smileyface frem, da der var massivt fremmøde af pressen her. Vi gik rundt inde på området og fik en mini-rundvisning, samt lidt historie, ligesom vi også fik lov at prøve hot yoga. Jeg skal dog hilse og sige at det er temmelig svært at dyrke yoga, når der står 5 fotografer rundt om dig med hhv. Videokamera og div. Udbyggede spejlrefleks kameraer og blitzer dig i ansigtet.

Efter besøget på spa’et kørte vi en times tid, så jeg fik endnu en lille lur, før vi ankom til teracotta warriors museet. Selve museet er egentlig ikke så gammelt igen, da fundet er gjort i nyere tid, af et par bønder, der prøvede at grave ud til en brønd. Da de kom et par meter ned i jorden, fandt de pludselig noget hårdt i en mystisk facon, det viste sig at være over 2000år gamle teracotta figurer, alt fra heste til krigere i størrelsesforholdet 1:1. Krigerne bar våben lavet af bronze og guld, så det må siges at være noget af et fund. Personligt var jeg ret fascineret af at de var SÅ gamle, for de var virkeligt detaljerede og avancerede. Der var jo flere hundrede krigere, men hver enkelt havde forskellige ansigtsformer, udtryk, højde, kropsbygning mm.  Så det var faktisk rigtig spændende, selvom det ”bare” er en hal fyldt med ler.

Da vi var færdige her, stillede vi – som vi altid gør – op for fotograferne, så de kan få et gruppebillede af os alle. Men dette var lidt mere underholdende end normalt, da det er et åbent museum, og derfor var der rigtig mange normale besøgende.  Hernede i Kina, er denne type konkurrencer en meget stor ting, så der var hele tiden en eller anden der løb ind foran os, eller prøvede at mase sig igennem for at komme med på billederne. Pressefotograferne bliver stik-tossede når dette sker, og det lyder hylende morsomt når de skælder ud på mandarin!

Da vi endelig fik taget vore fotos, hoppede vi på busserne igen og kørte til det nye hotel.

Hotellet hedder Westin og ligger i Qujiang, det er netop åbnet for et par dage siden, så vi er blandt de aller første gælster som kommer til at bo her.. det er lidt sjovt, og faktisk også meget rart at man ikke skal tænke på hvilken gammel gris der har ligget og svedt i éns seng, før man selv ankom! ;o) Bare kald mig sippet, men det tænker jeg faktisk over af og til, når jeg er på hotel. Hotellet vil blive et 6 stjernet hotel når det er færdigbygget og det kan man virkelig godt mærke!  Jeg har valgt fortsat at bo sammen med Miss Germany, da vi taler godt sammen, jeg har dog lovet mig selv at jeg skal tale mere tysk, da hun ikke er en ørn til engelsk.

Vores værelse er sindssygt lækkert, sengene større og blødere her, end det andet sted. Vi har fået et større badeværelse med rainshower OG badekar. Restauranten har et større udvalg og servicen er fantastisk! Desuden er wifi gratis, MEN vi deler alle det samme så  det er såååååååå langsooooooooomt. Det er dog rart bare at kunne være PÅ.

Vi var på hotellet omkring kl. 17, spiste middag i restauranten kl. 18 og  fra kl. 20 og et par timer frem havde vi lige en praktisk briefing, hvorefter vi øvede koreografi til showet. Jeg er i gruppe 2 som betyder at jeg i min national dragt kun har ”begrænset bevægelse”, fordi kysen sidder SÅ stramt at jeg dårligt kan trække vejret, derudover kan jeg ikke løfte mine arme så højt, fordi sjalet sidder hvor det gør, og fordi selve dragten er temmelig tung.  I forhold til koreografien, kan jeg virkelig godt mærke at jeg har en fordel i at have danset før, men så kan jeg jo hjælpe de nye der kommer til, eller dem som ikke har det så let ved at huske koreografien.

Wifi-dækningen på vores værelse er ikke fantastisk, og dækningen er faktisk allerbedst hvis man sidder ude i skabet i gangen! Det lyder lidt spøjst, men vi har sådan en bænk inde i skabet til sko mm. Så der sad jeg lige lidt her til aften/ nat, og fik mig en skype-date med Nikolas.:o) Når vi skyper, er det som regel omkring kl. 18 dansk tid, da det passer bedst med hans job, men til den tid er klokken ca 2 om natten hernede, så det passer ikke super godt sammen..

Belinda S. Jensen

Miss Tourism Queen International Denmark 2011

Skriv en kommentar

Vidste du at supermodellen Helena Christensen blev kåret Miss Danmark i 1986?

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag