Leah Nissen


Miss Danmark 2015 Finalist

Fulde Navn: Leah Nissen
Alder: 23 år
By/Region: Århus/Jylland
Højde 174 cm
Beskæftigelse: Pædagog studerende, Frivillig i Ungdommens Røde Kors


Mit navn er Leah Nissen, jeg er 23 år og kommer fra Århus. Mine forældre blev skilt da jeg var 10 år gammel som har betydet, at jeg har boet alene med min mor størstedelen af min opvækst og min storebror som er 6 år ældre end mig.

Til hverdag læser jeg til pædagog, som efter min mening er verdens mest spændende studie, da man får en god kombination af teori og en masse erfaring i praksis. Det er også et fag hvor man hele tiden bliver udfordret, både på det professionelle plan, men ikke mindst på det personlige, da pædagogfaget er spækket med dilemmaer som kræver at man er helt skarp på ens egen etik, morale og værdier. Den bærende kraft er selvfølgelig at man skal brænde for at arbejde med mennesker. Jeg arbejder som vikar på et døgntilbud for udsatte unge og på et bosted for mennesker med nedsat funktionsevne og kognitive vanskeligheder.

Det er ikke kun igennem mit studie og studiejobs at jeg arbejder med mennesker. Det er også noget jeg bruger en del af min fritid på, da jeg er frivillig i ungdommens røde kors på et værested for ensomme unge, som hedder Plexus. At jeg bruger så meget tid på socialt arbejde handler ikke om at jeg har en naiv ide om at jeg skal ud at redde verden, men om troen på at man kan gøre en forskel for de mennesker man møder og at den har en betydning. Derudover giver det at lave frivilligt arbejde mig en masse overskud i min hverdag, da det genere en masse glæde og positive oplevelser.

Derfor er jeg heller ikke i tvivl om at jeg fundet min rette hylde karrieremæssigt, dog kunne jeg godt forestille mig at jeg på et tidspunkt vil læse videre og tage en kandidat i pædagogisk psykologi, både fordi jeg synes det kun være spændende at få en dybere viden indenfor psykologien, men også fordi det vil åbne nogle nye døre jobmæssigt.

Jeg synes selv at jeg har en fornuftig indstilling til sundhed, hvor at balance er nøgleordet. I min fritid bruger jeg en del tid på at træne, hvor det primært er fitness som jeg dyrker, da det er det der giver mest fleksibilitet i min ellers travle hverdag. Jeg har aldrig fundet en sportsgren som har været min helt store passion. Jeg har faktisk prøvet en masse forskelligt fra svømning, håndbold, dans, ja selv jolle sejlads prøvede jeg kræfter med i en kort periode. Det var dog en knap så stor succes, da jeg fandt ud af jeg befinder mig bedre i vandet end ovenpå det.

Ellers er jeg lidt af en livsnyder. Jeg elsker at ligge på sofaen en hel søndag i nattøj og se film eller læse en god bog. Lige netop det at læse er en af mine store interesser, da det for mig er lig med fuldstændig afslapning. Jeg har rigtig MANGE yndlingsbøger og ligeledes gør det sig gældende for genrer. Lige for tiden er jeg ret pjattet med selvbiografier og den sidste jeg har læst er bogen bag filmen "De Urørlige" skrevet af Philippe Pozzo Di Borgo, som er en bevægende selvberetning om et liv hvor mange ulykker rammer, og ikke mindst hvordan han forsøger at skabe sig et liv efter at han bliver lam fra halsen og ned. Bogen gjorde dybt indtryk på mig, ikke kun fordi jeg synes at den var inspirerende, men også fordi den minder en om hvor skrøbeligt og sårbart livet er, og sætter fokus på vigtigheden af at leve i nuet og sætte pris på det man har.

"At rejse er at leve" var der engang en klog mand der sagde, og det er jeg helt enig i. Jeg har været så heldig at få lov at opleve en masse forskellige rejsedestinationer og derved kulturer, men listen er stadig lang i forhold til alle de steder jeg ønsker at opleve.

En af de mest spændende rejser jeg har været på var da jeg backpackede i Asien. Det var en ren adventure tur, der bl.a. bød på at bo i Borneos regnskov i adskillige dage med kun de mest fornødne ting man kunne bære på ryggen, væk fra alt civilisation og med igler og vilde dyr som sovekammerater, bestigning af Mount Kinabalu og dykning på Bali.

Den sidste måned af min rejse boede jeg hos en lokal familie, og arbejdede frivilligt på en skole hvor at jeg underviste i engelsk. Jeg glemmer aldrig første dag jeg trådte ind i deres klasseværelser, som bestod af tomme triste vægge og plastic stole. Vi fik lov til at købe maling og dekorere klasserne sammen med eleverne, og hvilken forandring lidt maling kunne gøre for at fordre et godt læringsmiljø!

Det var også på denne tur at jeg har oplevet noget af det skøreste jeg har gjort. Vi var med til "Harvest festival" i Sabbah. Her står jeg så, sammen med nogle af de andre og kigger på en flok lokale i de mest farvefyldte klæder, der danser national dansen oppe på en scene. Før jeg vidste af det blev jeg trukket op på scenen, og stod lige pludselig foran denne store menneskemængde, og med musikken der buldrede. Jeg kendte ikke ét trin af deres national dans, så jeg det blev freestyle! Hvilket jeg tvivler stærkt på har været et kønt syn, da jeg ikke ligefrem har den bedste rytmiske sans eller koordineringsevne. Kunne dog trøste mig med at det kun var foran et par hundrede mennesker som så senere blev sendt på lokal tv..

Jeg er generelt en meget glad person, der altid prøver at se det positive i tingene. Det som dog virkelig giver mig glæde er når de mennesker som jeg har omkring mig har det godt.

Jeg har mange forbilleder og i min hverdag er jeg så heldig at møde mange mennesker, som er en stor kilde til min inspiration. I mit arbejder møder jeg mennesker som har haft mange udfordringer og modgang i livet, men som stadig formår at få det bedste ud af livet og kæmpe videre. Jeg ser mennesker, som på trods af at de har et betydeligt handicap, ikke lader sig begrænse, men i stedet tager imod alt det livet har at byde på. Ligeledes bliver jeg inspireret af de mange dygtige kollegaer jeg har, der hver dag yder deres bedste og gør et fantastisk stykke arbejde.

Familiært er min mor mit forbillede. Da jeg var 17 gammel blev min mor syg af Guillain-Barré syndrom, som er en nerve sygdom der var skyld i et hun blev lam fra nakken og ned efter. Efter næsten et års indlæggelse og hård genoptræning, er hun i dag næsten helt fysisk oven på, og kun med ganske få men. På trods af sin sygdom, er hun stadig en fantastisk kvinde med en masse kærlighed og overskud til andre.

Derfor er det også nemt at svare på hvad min største frygt her i livet er: at miste mine nærmeste eller glemme at værdsætte dem mens de er her, fordi livet har lært mig, hvor hurtigt at det kan ændre sig. Det går også i tråd med en af de største udfordringer jeg har måtte overkomme, da jeg som en bekymringsfri teenager der knap var fyldt 17 år, måtte stå på helt egne ben og klare mig selv. Den selvstændighed der kom ud af det har dog gjort at jeg ved at jeg kan klare mig selv, og den har nok også bidraget til at jeg turde tage springet til at tage en del af min uddannelse i Kina og bo der i 6 mdr.

For mig er skønhed mangfoldigt. Skønhed kommer i alle former og farver. Det der er den essentielle skønhed for mig, er den som kommer indefra og som udspringer af ens personlighed og udstråling. Skønhed handler om at man er god ved sig selv, og sætter pris på det man har og omfavner det, i stedet for altid at fokusere på det man ikke har. Mennesker som er positive og møder sine medmennesker uden at dømme ud fra deres udseende, men altid har et smil på læben, er klart nogle af de smukkeste i min optik.

Jeg mener jeg kan være et forbillede for andre, da jeg har et ressourceorienteret menneskesyn, som gør at jeg møder andre med et åbent sind og troen på at alle mennesker er ligeværdige. Jeg har nogle gode normer og værdier, hvor etik og morale er i højsædet. Jeg er en pige der hviler og tror på mig selv, samtidig med at jeg er ydmyg og taknemlig for de muligheder jeg har og får, samt at jeg altid har benene solidt plantet i jorden.

Jeg er tro mod mig selv og de værdier jeg har, som også kommer til udtryk i de ting jeg beskæftiger mig med til hverdag og jeg har altid hjertet med i det jeg gør. Jeg er en stærk person, der ikke lader sig knække af den modstand livet byder på, men derimod lader mig udvikle af den. Det betyder også at jeg ikke lader mig begrænse, og tager imod de udfordringer og chancer der bliver mig givet.

Jeg valgte at deltage i Miss Danmark 2015 konkurrencen, fordi at det vil være en stor udfordring for mig, da det på mange måder adskiller sig fra det jeg laver til daglig. Det der tiltalte mig ved konkurrencen er at den sætter fokus på at skønhed er mangfoldigt, og at man derfor ikke skal se ud på en bestemt måde for at deltage. Ligeledes at det er ambitioner, intelligens og personlighed som der er fokus på, og dermed ikke kun det ydre. Ved min deltagelse håber jeg på at kunne bryde nogle af de fordomme som der kan blive forbundet med skønhedskonkurrencer ved at sætte fokus på indre skønhed.

At repræsentere Danmark til Miss World 2015 i Kina vil være en stor ære for mig, da jeg derved også vil få chancen for at repræsentere nogle af de danske værdier, som jeg synes vi kan være rigtig stolte af. Jeg ved at jeg kan varetage det ansvar der måtte følge med titlen og jeg synes at have de rette egenskaber og ballast til det. Til sidst synes jeg at have den rette indstilling til de muligheder det vil give i forhold til velgørenhedsarbejde, som er noget af det jeg selv personligt brænder for.

Præsentation
Beauty With A Purpose Projekt

Miss Sport

Vidste du at danske Gitte Hanspal vandt Miss Scandinavia 2005?

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag